Om os


Dronninglund rideklub ligger i udkanten af Dronninglund by i naturskønne omgivelser tæt ved Dronninglund slot, golfbane og Storskov. Rideklubben holder til på både Kirkevej nr. 6a og nr. 8a.

Dronninglund rideklub har eksisteret siden starten af 1980’erne og har i alle år været drevet af frivillige kræfter. Vi er en lille klub med sammenhold og fællesskab som omdrejningspunkt - og hvor der er plads til alle uanset niveau og ambitionsniveau. Derfor har vi både private heste opstaldet og et antal ponyer ejet af rideklubben, hvilket gør det muligt for alle at lære om pasning og ridning.  

I 2012 blev klubben etableret på Kirkevej 8 hos gårdejer Vivi og Svend Skak. I dag rådes over to moderne stalde med ialt 26 bokse og mulighed for løsdrift med adgang til banevogn, rytterstue og senest ridehal på naboejendommen. Udendørs findes to dressurbaner, springbane samt folde.

Klubben har i dag omkring 80 medlemmer. 

I Dronninglund rideklub vægter vi omgangen med hestene og den gode rideoplevelse. Vi ønsker en klub, der summer af liv og aktivitet, hvor vi hjælper hinanden og knytter stærke venskaber. Det gør vi bl.a. via sommerskole for kommunens børn, rideundervisning, stævner og ridelejre. 

Vi håber, at vi i mange år endnu kan være med til at skabe lærerige og sjove heste- og rideaktiviteter i området, hvor sammenhold og sikkerhed er i højsæde. Det er det vi brænder for!